Bliv en del af Weekendavisens frisindede og verdensvendte kulturredaktion
Weekendavisen søger en kulturjournalist, der kan være med til at styrke og udvikle kultursektionens digitale tilstedeværelse. Du får en central rolle i arbejdet med at forfine vores daglige udtryk på nettet, og du forventes at kunne sætte en klar, kritisk og perspektivrig dagsorden i det digitale rum.
Weekendavisens kultursektion bevæger sig mellem det flygtige og det bestandige, mellem billedkunst, scenekunst, musik, film og tv, litteratur og populærkulturelle fænomener i både dansk og international kontekst – og omsætter alt dette til vedkommende historier om verden og menneskene i den lige nu. Vi arbejder målrettet og tålmodigt med større, veltilrettelagte satsninger, men vi reagerer også på uforudsete begivenheder af kulturel relevans.
Om dig:
Du er velskrivende og veltænkende, original, nysgerrig, frisindet og verdensvendt, og du har lyst til at indgå i kulturredaktionens hverdag. Du har smag og en veludviklet kritisk sans. Du er en god kollega, der værdsætter tæt samarbejde med din redaktør, og du har mod på at forlade skrivebordet for at møde mennesker ude i verden. En formel journalistuddannelse er ikke et krav, ligesom det ikke forventes, at du har mange års erfaring. Det vigtigste er dit potentiale - omend en sikker beherskelse af journalistiske kernekompetencer, interview, reportage og formidling, forventes.
Du skal kunne veksle mellem at skrive en featureartikel om danskernes brug af kunstig intelligens og lave et stort, kritisk interview med direktøren for en af landets store kulturinstitutioner eller det uomgængelige portræt af tidens mest interessante kunstner eller kulturperson. Og så må du også meget gerne have en forståelse af de liv, vi lever på internettet, og de aftryk, nettet sætter i den fysiske verden.
Hvis du vil være med til at forme Weekendavisens kulturdækning og – gennem kulturen som prisme – fortælle, hvem vi var, hvem vi er, og hvem vi er ved at blive, vil vi gerne høre fra dig.
Vedhæft gerne tre eksempler på relevant journalistik, du tidligere har lavet.
Vi tilbyder:
- Et kreativt, klogt og ambitiøst redaktionelt miljø i Pilestræde i København.
- Løn og ansættelsesvilkår i henhold til DJ’s overenskomst, herunder syv ugers ferie, en uges efteruddannelse og ti procent pension.
Henvendelse: For eventuelle spørgsmål til stillingen, kan du kontakte kulturredaktør Kathrine Tschemerinsky på mail kats@weekendavisen.dk
Ansøgningsfrist: Send din ansøgning og CV via linket her på siden og senest onsdag den 3. december 2025
Tiltrædelse: 1. februar 2026
Ansøgningsfrist: 3. december 2025