Drømmer du om at designe journalistiske fortællinger i verdensklasse? Og har du lyst til at blive en del af et af landets mest professionelle og digitale mediehuse? Berlingske søger en talentfuld motion designer, der kan bringe vores journalistik til live med animation og grafik, der både illustrerer, formidler og forstærker vores historier digitalt.
På Berlingske bærer vi på en stolt journalistisk arv, og vi stræber efter at afspejle vores 276 år gamle historie med en kompromisløs, elegant og moderne grafisk identitet, der er både tidløs og fremadskuende.
Derfor søger vi en stilsikker, selvkørende og iderig motion designer, der har en god forståelse for kompliceret datavisualisering og infografik, og du er sikker i den kreative proces – fra idegenerering til det færdige produkt. Du forstår, hvordan man formidler komplekse historier visuelt, og du kan i tæt samarbejde med journalister sikre et højt niveau i vores grafiske formidling.
Vi forventer, at du er superbruger i Adobe-pakken (After Effects, Premiere Pro, Illustrator og Photoshop) og erfaring med andre programmer, 3D-animation eller kodning er et plus. Vi arbejder udelukkende digitalt, og opgaverne spænder fra illustrationer til forsiden af berlingske.dk, informative grafiske elementer i artikler til større digitale fortællinger og animerede videoexplainere.
Vi forventer, at du følger naturligt med og kan begå dig på højt niveau i nyhedsbilledet og de dagsordener, vi skriver om. Derudover skal du have et blik for Berlingskes dna som et frit, borgerligt medie og de emner, vores læsere interesserer sig for.
Du vil arbejde tæt sammen med de øvrige medarbejdere på Berlingskes visuelle redaktion, som består af motion designere, en digital udvikler samt video- og fotojournalister.
Stillingen er 37 timer, og du kommer primært til at arbejde i dagtimerne på Berlingskes redaktion i Pilestræde, men der kan være mulighed for aften- eller weekendarbejde. Berlingske er en spændende mediearbejdsplads med højt til loftet, masser af dynamik og dygtige medarbejdere, der alle arbejder med digital kvalitetsjournalistik.
Sammen med din ansøgning bedes du vedlægge dokumentation i form af showreels og/eller links til produktioner, du selv har lavet.
Vi ser frem til at høre fra dig.
Henvendelse: Har du spørgsmål til stillingen, kan du kontakte Audiovisuel redaktionschef, Karoline Rahbek Juncker på telefon +45 40860344 eller mail kaju@berlingske.dk
Tiltrædelse: 1. juli 2025
Ansøgningsfrist: 4. maj 2025